Gyldendal Code of Conduct

Gyldendal Code of Conduct

Gyldendal-gruppens Code of Conduct for leverandører 

 

Indledning 

Gyldendal-gruppen ønsker at udvise ansvarlighed og integritet i driften af vores forretning, og vi forventer det samme af vores leverandører og samarbejdspartnere. 

Vores Code of Conduct for leverandører definerer de etiske, sociale og miljømæssige standarder, som Gyldendal-gruppen efterlever, og som vi forventer, at vores leverandører og samarbejdspartnere ligeledes efterlever. Overholdelse af Gyldendals Code of Conduct er en forudsætning for at indgå og opretholde et forretningssamarbejde med Gyldendal-gruppen. 

 

1. Internationale standarder 

Gyldendals Code of Conduct bygger på internationalt anerkendte standarder, herunder Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, ILO’s konventioner, FN's Global Compact samt FN's Konvention mod Korruption (UNCAC) og OECD's Konvention mod Bestikkelse. Leverandører og samarbejdspartnere skal overholde disse standarder samt gældende love og regler i de lande, hvor de opererer. Hvor lokal lovgivning og Gyldendals Code of Conduct afviger fra hinanden, gælder den højeste standard. 

 

2. Generelle vilkår 

Gyldendal-gruppens leverandører og samarbejdspartnere, der leverer varer eller tjenesteydelser til Gyldendal-gruppen, skal overholde Gyldendals Code of Conduct. Enhver manglende overholdelse skal straks rapporteres skriftligt til Gyldendal. 

Gyldendal forbeholder sig ret til at kontrollere overholdelse gennem auditeringer og kontrolbesøg, herunder besøg på stedet, som kan gennemføres uden forudgående varsel. Leverandører og samarbejdspartnere forventes at samarbejde fuldt ud og fremlægge al relevant og nødvendig dokumentation. 

Leverandører og samarbejdspartnere skal sikre, at deres egne leverandører og underleverandører efterlever principperne i Gyldendals Code of Conduct. Forpligtelsen omfatter blandt andet: 

  • At informere Gyldendal på forlangende om alle enheder, der er involveret i forsyningskæden for den pågældende ordre
  • At udvælge leverandører og underleverandører på baggrund af deres evne til at efterleve disse principper
  • At træffe rimelige foranstaltninger til at overvåge overholdelse i hele forsyningskæden 

Manglende efterlevelse af Gyldendals Code of Conduct betragtes som en væsentlig misligholdelse af kontrakten. 

 

3. Menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder 

3.1 Ansættelses- og arbejdsforhold 

a. Beskyttelse mod chikane og misbrug 

Leverandører og samarbejdspartnere skal behandle medarbejdere med værdighed og respekt og sikre en arbejdsplads, der er fri for fysisk, verbal, seksuel eller psykologisk chikane, misbrug eller trusler. 

b. Rimelig løn og orlov 

Løn og øvrige ansættelsesvilkår skal som minimum opfylde gældende lovkrav eller etablerede branchestandarder og være tilstrækkelige til at dække basale behov. Overarbejde skal kompenseres. Lønfradrag skal være gennemsigtige og må ikke anvendes som disciplinære sanktioner. Medarbejdere har ret til betalt årlig ferie, sygefravær og forældreorlov i henhold til lokal lovgivning.

c. Arbejdstid og hvile 

Arbejdstiden skal overholde gældende lovgivning og må ikke overstige 48 timer om ugen, inklusive overarbejde, medmindre der foreligger ekstraordinære omstændigheder. Overarbejde skal være frivilligt. Medarbejderne har ret til mindst en fridag om ugen og rimelige pauser i arbejdet. 

3.2 Sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen 

Leverandører og samarbejdspartnere skal sikre en sund og sikker arbejdsplads, herunder foranstaltninger for at minimere risikoen for brand, ulykker og eksponering for farlige stoffer. Der skal som minimum være adgang til rent drikkevand og ordentlige sanitære forhold. Der skal være brandsikring samt tilstrækkelig belysning og ventilation. Politikker for arbejdsmiljø og sikkerhed skal implementeres og kommunikeres til alle medarbejdere. Der skal være procedurer på plads til at forebygge og håndtere arbejdsulykker og nødsituationer. Alle instruktioner skal være forståelige for samtlige medarbejdere. Medarbejderne skal modtage passende uddannelse, oplyses om korrekt omgang med farlige materialer, forsynes med nødvendigt beskyttelsesudstyr og have mulighed for at fjerne sig fra mulige usikre eller sundhedsfarlige situationer. 

3.3 Foreningsfrihed 

Arbejdstagere skal have frihed til at danne og tilslutte sig fagforeninger eller andre foreninger og til at forhandle kollektivt. Arbejdstagerrepræsentanter må ikke udsættes for diskrimination og skal have adgang til deres kolleger på arbejdspladsen. 

3.4 Tvangsarbejde 

Ingen form for tvangsarbejde, slavearbejde eller ufrivilligt arbejde er tilladt. Leverandører og samarbejdspartnere må ikke tilbageholde medarbejdernes identitetsdokumenter eller personlige papirer. 

3.5 Børnearbejde og unge arbejdstagere 

Ingen under den lovmæssige minimumsalder eller under 15 år (eller 14 år, hvor loven tillader det) må ansættes. Unge arbejdstagere (under 18 år) må ikke udføre farligt arbejde. Hvor det er tilladt i henhold til lokal lovgivning, må børn i alderen 12-15 år udføre let arbejde, der ikke forstyrrer deres uddannelse. Hvor børnearbejde, der strider mod ovennævnte regler, konstateres, skal arbejdsgiveren sikre barnets interesser bedst muligt ved ophøret af arbejdsforholdet.

3.6 Ikke-diskrimination 

Beslutninger om ansættelse løn, adgang til uddannelse, forfremmelse, opsigelse og pensionering skal være baseret på objektive kriterier og må ikke være diskriminerende på grundlag af race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk overbevisning, social oprindelse, formue, fødsel, fagforeningsmedlemskab, seksuel orientering, helbred, civilstand, alder, handicap eller andre beskyttede karakteristika. Initiativer der har til hensigt at fremme større repræsentation af grupper, der har været udsat for diskrimination, er tilladte. 

 

4. Miljøansvar 

Leverandører og samarbejdspartnere skal overholde alle gældende miljølove og -regler og holde sig orienteret om relevante krav. Der forventes en proaktiv tilgang til minimering af miljøpåvirkningen. Dette omfatter reduktion af ressourceforbruget, ansvarlig affaldshåndtering og anvendelse af bæredygtige løsninger. Der skal gøres en indsats for at reducere drivhusgasemissioner, øge brugen af vedvarende energi og minimere miljøaftryk i hele værdikæden. 

 

5. Etik, databeskyttelse og fair forretningspraksis

5.1 Bekæmpelse af korruption 

Gyldendal-gruppen accepterer ikke bestikkelse eller korruption. Leverandører og samarbejdspartnere skal undgå alle former heraf, herunder afpresning og svig. 

5.2 Databeskyttelse og fortrolighed 

Leverandører og samarbejdspartnere skal respektere medarbejdernes privatliv og behandle personoplysninger i overensstemmelse med gældende lovgivning. Medarbejderne skal kunne indberette bekymringer anonymt og uden frygt for repressalier. 

5.3 Fair forretningspraksis 

Leverandører og samarbejdspartnere skal praktisere fair konkurrence, markedsføring og forretningspraksis. 

 

6. Whistleblowerordning 

Gyldendal-gruppen har en whistleblowerordning, som kan benyttes af alle leverandører og samarbejdspartnere, der samarbejder med en virksomhed i Gyldendal-gruppen. Systemet garanterer anonymitet og fortrolighed. Whistleblowerordningen kan tilgås her: https://www.gyldendal.dk/whistleblowerordning 

 

7. Ændringer af Code of Conduct for leverandører 

Gyldendal-gruppen forbeholder sig ret til at ændre vores Code of Conduct for leverandører til enhver tid for at afspejle ændringer i lovgivning, best practice, eller Gyldendals værdier og strategiske retning. Eventuelle opdateringer vil blive kommunikeret til relevante leverandører og samarbejdspartnere i rimelig tid. 

 

Code of Conduct for leverandører er senest vedtaget af Gyldendals bestyrelse den 6. februar 2026. 

 

Kontaktoplysninger 

Jura & Compliance 

Gyldendal A/S 

Klareboderne 3

DK-1115 København K 

Telefon: +45 3375 5555 

E-mail:  gyldendal@gyldendal.dk

(Att.: Jura & Compliance)